Vores historie

Grundstenen til FC Fjordbold blev lagt tilbage i 2008. Et 7-mands hold ved navn FF03, bestående primært af spillere fra Frederikssund og Jægerspris, havde tilmeldt sig DAI’s futsalturnering og startede i række D som var den laveste række på det tidspunkt. FF03 spillerne erkendte efter kort tid at dette nye spil ikke var noget for dem, og efter nederlag i de første kampe, kom personer som Martin Hilstrup, Pelle Sørensen, Jonas Larsen, Lars Jørgensen og Brian Granberg til. Det lykkedes disse spillere i fællesskab med FF03 spillere som Jens Friis Møller og Mads Kierulff med en fantastisk slutspurt at sikre oprykning til række C.

Til sæsonen 2009/2010 havde Martin Hilstrup overtaget ansvaret for holdet, der stadig spillede under FF03’s navn, og med enkelte FF03 spillere i truppen. Flere af FC Fjordbolds nuværende spillere var med i flere kampe i denne sæson, hvor der dog stadig var stor udskiftning på holdet fra kamp til kamp. Resultaterne var dog meget stabile og det blev kun til point tab i en kamp, som endte uafgjort. Endnu engang sikrede holdet oprykning, så det i efterfølgende sæson var i række B der skulle spilles.I

2010/2011 sæsonen i række B var der kommet en fast grundstamme af spillere som senere skulle starte FC Fjordbold. Denne sæson blev også den sidste hvor man spillede under FF03 navnet, men bortset fra en enkelt kamp hvor Jens Friis Møller deltog, havde FF03 intet at gøre med holdet. Det var stort set samme hold der spillede hver uge, hvilket var utroligt givende, og alle kampe blev i denne sæson vundet og for tredje år i træk blev der sikret oprykning. Med en fast grundstamme blev der samtidig grundlagt nogle nye traditioner, heriblandt en kåring af årets spiller. Valget faldt i denne sæson på en velspillende Christian ”Baronen” Andreasen. En anden vigtig tradition var at holdet aflagde kamprapporter til fjordbold.dk, hvilket skabte øget interesse i Frederikssund kommune.

Inden sæsonen 2011/2012 hvor holdet nu lå i række A, blev det besluttet at overtage futsallicensen fra FF03. Holdet bestod fortsat primært af spillere fra Frederikssund kommune, og FC Fjordbold blev derfor valgt som navn for den nye klub (inspireret og støttet af hjemmesiden fjordbold.dk, hvor man kan holde sig opdateret om alt sport i Frederikssund kommune, inklusiv FC Fjordbolds gøren og laden). Der blev dette år også oprettet et 2. hold under Asbjørn Sørensens ledelse, primært med spillere fra Femhøj IF. Dette hold kunne starte i DAI’s række B, en række under 1. holdet. FC Fjordbold 1 klarede sig gennem række A med maksimum point, og sikrede derved oprykning til Mesterrækken, den højeste række under DAI. FC Fjordbold 2 vandt ligeledes deres række, og sikrede oprykning til række A. Pelle ”damernes ven” Sørensen blev denne sæson kåret til årets spiller. En ny tradition blev født denne sæson, nemlig FC Fjordbolds fandag. Over 50 personer deltog i fandagen, hvor specielt den store FC Fjordbold lagkage med klublogo for altid vil være printet ind i FC Fjordbolds historiebøger.

I sæsonen 2012/2013 spillede FC Fjordbold 1 som nævnt i den højeste række under DAI. En oprykning herfra ville give adgang til Københavnerserien hvorfra der spilles om adgang til DBU’s Futsal Liga, den højeste futsalrække i Danmark. Sideløbende med DAI’s turneringer afholdt SBU dog også en turnering i stævneform, hvorfra man kunne sikre sig direkte adgang til Futsal Ligaen. Udsigten til et hurtigere avancement fik FC Fjordbold til at tilmelde et hold i denne turnering i fællesskab med Jægerspris IK. Ved sæsonens afslutning kunne man konstatere at det havde været en yderst succesfuld sæson, hvor der var blevet sikret 3 oprykninger med 2 hold. På målmandsposten havde Martin Hilstrup med stor klasse og stabilitet sikret sig kåringen som årets spiller. Ud over den sportslige succes, kom også tre nye succesfulde events til verden, først de åbne Frederikssundmesterskaber i futsal, kaldet FC Fjordbold Cup. En ny form for hyldest af sidste sæsons årets spiller, i form af en tilrettelagt polterarbend. Samt en storslået afslutningsfest med god mad, live musik og fest natten lang. Til afslutningsfesten blev også 2 nye kåringer præsenteret i form af årets fan favorit og Voliamo in Gregge pokalen, der gives til en person der har ydet en ekstra indsats for at få FC Fjordbold familien til at fungere. Årets fan favorit blev ikke overraskende Christian ”Baronen” Andreasen, mens Voliamo in Gregge pokalen gik til Casper Schou Larsen, for hans imponerende arbejde i festudvalget.

FCF debuterede i sæsonen 2013/2014 i DBU’s Futsal Liga. Holdet udviklede sig meget i løbet af sæsonen, hvor det krævede en stor del mere taktisk forståelse for spillet end hvad der havde været nødvendigt de foregående år. Specielt mod topholdene fik man dette at føle i de første opgør hvor det endte med nederlag til FCF. Holdet forbedrede sig dog kamp for kamp, og endte i slutningen af sæsonen med at slå København Futsal, der efterfølgende blev sæsonens Danmarksmestre. FCF sluttede på en flot 3. plads i Liga Øst, blot 1 point fra deltagelse i Final 4, hvor de to bedste hold fra Liga Øst og Vest mødes for at afgøre Danmarksmesterskabet. Udover den flotte placering, blev der sat to markante milepæle i sæsonen. FCF leverede sin første spiller, af forhåbentligt mange, til landsholdet, i form af Christian ”Baronen” Andreasen. Derudover endte en FCF spiller øverst på ligaens topscorerliste, nemlig Martin Brosø Hansen med imponerende 26 mål. De mange vigtige mål, samt spil på et stabilt højt niveau sæsonen igennem, sikrede også Martin kåringen som årets spiller for FCF i sæsonen 2013/2014.

Ud over holdet i ligaen, stillede FCF også med et hold i SBU’s turnering, samt et i DAI’s mesterrække. Sæsonen forinden kvalificerede FCF sig ganske vist til Københavnerserien ved at vinde DAI’s mesterrække, men da man rykkede op i ligaen ved at vinde SBU’s turnering, spiller FCF med en SBU licens, og må derfor ikke deltage i Københavnerserien. I stedet kunne man få lov til at spille endnu en sæson i DAI’s bedste række. Til trods for en stor spillertrup, fik FCF dog aldrig så meget stabilitet ind over SBU og DAI holdene. Der var ofte mange udskiftninger fra kamp til kamp, og til tider var der færre spillere til kampene end der optimalt burde være. Resultaterne i SBU turneringen udeblev derfor, men ved hård fight, og et kæmpe engagement fra de spillere der var med omkring DAI turneringen, lykkedes det holdet at tilkæmpe sig førstepladsen i denne turnering for andet år i træk. Alt i alt en rigtig flot sæson for FCF, der næste år (2014/2015) har et ambitiøst mål om at kvalificere sig til Final 4, for at spille med om Danmarksmesterskabet, vinde DAI’s Mesterrække for 3. år i træk, samt vinde DBU Sjælland’s turnering.

I sæsonen 2014/2015 var klubbens helt store mål at komme i Final 4. Det havde glippet med 1 point sæsonen før, men nu skulle det være.I en sæson, som vil gå over i FC Fjordbold-historiebøgerne som den største og mest begivenhedsrige, sluttede klubben på en 2. plads i Liga Øst og sikrede sig en af de to pladser til årets final 4 i Roskildehallerne. Det kostede de forsvarende danske mestre fra København Futsal pladsen i Final 4. Morten Hauglund blev ligatopscorer med 28 mål, og på tilskuerlægterne dominerede Fjordbold også. Flere og flere mennesker begyndte at følge klubben, og det hele kulminerede til Final 4, hvor 400 Fjordbold-supportere støttede holdet i semifinalen, og hele 600 supportere mødte op til finalen dagen efter. Desværre blev det ikke til den ultimative triumf ved Final 4-afgørelsen, da holdet tabte en meget tæt finale til JB Futsal med 4-2. Dermed blev klubben nr. 2 i Danmark, men jagten fortsætter! Du kan se video fra semifinalen og finalen ved at følge disse to link:- https://vimeo.com/120271967– https://vimeo.com/120356919I sæsonen 2015/2016 var klubbens målsætning igen at komme til Final 4 i Jylland efter sidste sæson store bedrifter. Men også SBU holdets (2. holdet) målsætning var at kvalificere sig til Sjællandsserie rækken, så niveauet ikke er så stort fra ligaen til det næst bedste. Desværre måtte klubben undvære sidste sæsons topscorer Morten Hauglund, der var taget på ophold i futsal landet Brasilien. En sæson, hvor konkurrencen om de to finalepladser var blevet større, idet SBV09 rykkede op med store ambitioner, samt andre hold havde hævet niveauet. SBV09 kampene blev dyre for ligaholdet, da holdet kun endte med 1 point i de to kampe mod dem. Det resulterede i at ligaholdet desværre ikke kvalificerede sig til Final 4 og måtte tage til takke med en 3. plads i Øst rækken. Derimod fik SBU holdet spillet sig til finale stævnet i Roskildehallerne. Holdet gjorde rent bor ved at vinde alle kampene. Dermed kunne SBU holdet (2. holdet) fejre oprykning til Sjællandsserien. Alt i alt en sæson med blandet følelser. Klubben fik ikke det bedste hold med i Final 4 om Danmarksmesterskabet. Men SBU holdet (2. holdet) klarede oprykning til landets tredje bedste række, Sjællandsserien.

Klubben optimere forholdende til næste sæson i jagten på Final 4 og Danmarksmesterskabet. Voliamo in gregge pokalen gik dette år til Lars Seerup Jørgensen. Årets Fan favorit gik til trænerduen Hilstrup/Sembach. Årets talent “Marco Thorhauge” Pokalen gik til Rasmus Gasberg. Årets kvinde-spiller gik til Frederikke Gasberg. Årets 2. holds spiller gik til Nicolai Petersson og FCF Årets spiller gik til Simon Jørgensen.

Lidt holdbilleder gennem tiderne